Gå til hovedindhold

Skolernes Krimimesse

Et unikt læringsforløb for alle 7. klasser i Horsens Kommune

Indhold

    Udsyn til kulturlivet i Horsens
    Skolernes Krimimesse er et unikt læringsforløb for alle 7. klasser i Horsens Kommune omhandlende temaerne krimi og kriminalitet. Grundideen bag projektet er at skabe sammenspil mellem skole og kultur, herunder særligt FÆNGSLET og Krimimessen, som er helt unikke kulturelle oplevelser i Horsens.

    Med projektet ønsker vi, at alle børn i Horsens møder nogle af kommunens vigtigste kulturelle institutioner og begivenheder og at inddrage disse som lærerige, autentiske og alsidige læringsarenaer i børnenes skoleliv. Gennem projektet udvides elevernes kulturelle udsyn.

    Faglig kompetenceudvikling
    Formålet med Skolernes Krimimesse er, at eleverne udvikler deres kompetencer indenfor såvel det danskfaglige felt som det dannelsesmæssige felt, særligt med fokus på det 21. århundredes kompetencer.

    I danskfaget sættes der spot på kompetenceområderne fortolkning og fremstilling. I forhold til det 21. århundredes kompetencer er det kollaboration, videnskonstruktion, problemløsning og innovation samt kompetent kommunikation, der er i fokus.

    De bærende principper i Skolernes Krimimesse er, at elevernes læring er i centrum, og at eleverne er aktive producenter, arbejder projektorienteret og innovativt og indgår i ægte kommunikation.

    Du kan finde meget mere information på skolerneskrimimesse.dk

    Skolernes Krimimesse består af 3 indholdselementer

    Alle klasser arbejder med det digitale læringsforløb “Bag om krimien”.

    I forløbet analyserer eleverne en kriminovelle, som er produceret netop til målgruppen i Skolernes Krimimesse. Eleverne arbejder med krimigenrens virkemidler, og som afslutning på forløbet skriver alle elever selv en krimi, hvor de benytter genretrækkene. Hver klasse udvælger en af elevernes krimier, som skal deltage i konkurrencen om Årets krimi.

    På messedagen kåres vinderkrimien og skribenten får lov at læse sin krimi op fra scenen.

    Hver klasse vælger et fordybelsesområde under temaet krimi og kriminalitet, som de arbejder innovativt og undersøgelsesbasseret med frem mod messedagen. Klasserne tilbydes samarbejde med personer, som har en særlig viden om fordybelsesområdet og kan kvalificere det med sin faglige og personlige tilgang.

    Det kan fx være politiet, forskellige krimiforfattere, rapgruppen Højt Plan, Billedskolen, Horsens Bibliotek, fængselspræsten fra Enner, Byarkivet, en tidligere indsat, en fængselsbetjent, en fængselslærer… Spændende samarbejder, som giver eleverne en helt særlig viden og indsigt i temaet.

    Som afrunding på forløbet forbereder hver klasse deres formidling af fordybelsesområdet (”Celledeling”).

    Forløbet afsluttes med en messedag på FÆNGSLET.

    Her deltager eleverne i:

    Celledeling
    Hver klasse indretter en fængselscelle, så de på mest inspirerende og fængende måde præsenterer deres fordybelsesområde. Vi kalder det for celledeling. Alle klasser har forberedt et oplæg og en aktivitet, som de besøgende i cellen deltager i. De besøgende vurderer celledelingen, så vi kan kåre de mest interessante og lærerige celler.

    Årets krimiforfatter
    Alle elever har skrevet krimiindledninger og deltager i konkurrencen om Årets krimiforfatter. På messedagen læses de tre bedste krimiindledninger højt og forfatterne kåres.

    Awardshow
    En stor del af de deltagende klasser har produceret krimitrailere. På messedagen afholder vi et awardshow, hvor priserne ”Bedste plot”, ”Bedste virkemidler” og ”Årets krimitrailer” uddeles.

    Krimimysterie
    Elevernes indre detektiver skal findes frem på messedagen. De skal nemlig opklare en forbrydelse, der er begået på Fængslet. I hold skal de finde spor og samle beviser rundt på Fængslet, så de kan afsløre forbryderen.

    Se lignende sider